Sidevisninger i alt

torsdag den 21. oktober 2010

Hvad skal man med dyre kunstværker...

... når man har en stor kunstner i sit eget hus?

Jeppe har tegnet de skønneste tegninger, som jeg bare måtte have op på min væg. Hver tegning forestiller en af os i familien - de to store er Mor og Far, de mindre er ham selv, Lucca og Magne. De er tegnet med sort tush på lækkert tykt papir. Jeg har så puttet dem i rammer med vintage tapet som bagrund, og jeg er helt vild med resultatet, som nu hænger i alrummet - personligt, unikt og i mine øjne (selvfølgelig, det er jo mit barn ) helt fantastisk...









En krea-hygge dag

Kan det blive meget bedre? En hel dag fyldt med kreative sysler, god mad, børn og venindesnak.

Vi mødtes om formiddagen, fik en kop kaffe og gik så ellers i gang med at klippe stof, sætte symaskiner op og gøre klar. Og så gik vi i gang! Vi syede på livet løs, mens der blev snakket om alt og intet. Veninder kom og gik, der blev holdt pauser, hygget lidt om børnene og spist lidt lækker frokost. Hele stuen osede af hygge. Henad aften pakkede vi det hele ned og drog hjemad, for mit vedkommende en kjole rigere :-)






lørdag den 16. oktober 2010

Hvorfor skal stofbleer være så kedelige?

Jeg har altid syntes, stofbleer var så kedelige og hurtigt blev grålige og snuskede at se på. Der begynder dog så småt at dukke farvede og mønstrede stofbleer op på markedet, men de koster kassen og er tit alligevel lidt fimsede i farven. Så nu har jeg givet mig i kast med at farve dem selv, og resultatet er blevet helt godt, synes jeg. Dejligt klare i farverne og bestemt unikke - jeg har endda eksperimenteret lidt med noget batik på nogle få af dem.

Så nu kan bettemanden prutte og gylpe på de fineste blå og grønne stofbleer - og der er købt ind til at lave nogle orange også...





Min egen lille filmstjerne

Findes der noget, som ens unger? Nej vel? Og når man så lige får fanget dem i et øjeblik, hvor de er særligt søde, kønne, sjove eller frække kan det bare ikke blive bedre. Som her, hvor jeg har fanget Lucca med vådt hår, sut og Jeppes 3D-briller. Og i lyset fra solen, der stod ind af terassedøren. Hun ligner jo næsten en filmstjerne, der forsøger at skjule sig for sine fans bag store solbriller.



tirsdag den 5. oktober 2010

Blog og/eller baby?

Tja, så gik der alligevel lidt tid, inden jeg kom igang med denne blog. Set i bakspejlet var det nok heller ikke det bedste tidspunkt at gå i gang med at blogge på. Højgravid, stor som en hval, tung og træt :-) Men nu er vi på den anden side, og vores lille Magne er kommet til Verden. Og åh, hvor er det bare en dejlig følelse at blive mor - og det bliver ikke mindre godt af, at er anden gang. Når det lille mirakel bare ligger der og kigger lige ind i sjælen på dig, er alt andet bare ligegyldigt - større lykke kan ikke findes andre steder. Nu er min lille Magne 10 uger, og han vokser stødt. Vi havde en lang periode med mavekneb og flere timers utrøstelig gråd. Det er vi heldigvis på den anden side af nu, så overskuddet er vendt tilbage, både til de store søskende, familie, venner og kreative sysler. Så lidt lækkert retro er det da blevet til i form af et pachwork legetæppe til Magne med det tykkeste, blødeste pladevat i 100% bomuld. Så nu kan bettemanden (og de store søskende) ligge godt :-)